Efterårsrejsen gik til Linz, Prag og Berlin. Jeg havde en aftale med Nordico museet i Linz, der for nogle år siden på en aution erhvervede noget Nachlass, som det hedder på tysk, når man anskaffer sig noget fra en afdød.

Der
var breve, hans hustrus dagbog, programmer, hylder fulde af
presseudklip, og kasser fulde af billeder. Jeg tilbragte en dejlig lang
dag i hans selskab, og kunne henunder aften konstatere, at i forhold til
min bog om ham, var der ikke noget nyt, der skulle med. Alligevel var
det godt at komme ham nær. Endnu engang at konstatere, at min tenor ikke
kunne gå uden for en dør, uden et større presseopbud. Alle hans
bevægelser, alle hans koncerter, hans gøren og laden blev nøje fulgt, og
han var altid velvilligt og åbent indstillet over for offentligheden.

My beloved Richard died to day, skriver
hans enke i deres fælles gæstebog den 8. januar 1948 og meddelelsen
fløj verden rundt. Også den danske presse ofrede stor spalteplads.

Min
søde museumsarkivar sørgede for mig hele dagen med the, frugt og kager
og syntes det var dejligt at museet havde besøg af en dansk forfatter.
Samme forfatters mand gik iøvrigt til værks med videnskabelig omhu, da
jeg varsomt løftede Richards berømte monokel ud af dens etui, ligesom
jeg også sad med et par briller i hånden, som han sandsynligvis har
brugt, når han optrådte som Schubert.

Efter myten var Richard
næsten blind på det højre øje, derfor brugte han monoklen. Men den dyrt
erhvervede genstand viste sig slet ikke at have nogen styrke. Og da vi
efterprøvede brillerne, også dyrt erhvervede, var det venstre glas uden
styrke og det højre (efter min egen nærsynethed at dømme) omkring højst
minus fire.

Det lo vi meget af, men arkivaren blev vred. Ikke på
os, men på de dyrt indkøbte genstande, der måske slet ikke havde tilhørt
Richard. Vi foreslog, at de var originale, og at der Kammersänger sandsynligvis
slet ikke var så dårligt seende enda. Personligt tror jeg, myten
opstod, da han under første verdenskrig som helt ung mand påberåbte sig
et dårlig syn for at blive kasseret. Hvad han også blev.

Prag bød
på souvenirbutikker til kvalmegrænsen. Karlsbroen var smuk, og vi gik i
gåsegang. På en god dag påstås det, at den passeres af omkring 30.000
mennesker. I timen. Don Giovanni dukketeateret var morsomt. En lidt
munter version, hvor en Mozartdukke, der lignede ham meget, dirigerede,
flirtede med damerne, glemte orkesteret, drak noget vin, faldt i søvn,
og blev vækket. Dagen efter så vi den rigtige Giovanni på Prags
nationalopera. Så har vi været der, vil jeg sige om byen.

Berlin
var som altid rar. Sært, men det er den. Ingen charmetur op og ned ad
Unter den Linden, det hele er gravet op og det ser ud til at tage et par
år. To fotoudstillinger gjorde indtryk, Diane Arbus og Dennis Hopper.
Et obligatorisk besøg i Café Einstein, Kurfürstenstrasse 58. Villaen er
mig særlig kær, fordi den engang var ejet af filmskuespillerinden Henny
Porten, der var Richards gode veninde. Her har han gået op ad trappen,
tænker jeg, her har han sikkert givet en sang…

Rejsen begyndte med Tauber og sluttede med Tauber.