Blog Image

Om Richard Tauber

Om Richard Tauber

I denne blog skriver forfatteren til Richard Tauber - Fra kulissebarn til verdenssanger, Adda Lykkeboe, løbende om den store østrigske tenor.

I nearly didn’t was not a singer!

Adda om Richard Posted on Mon, April 01, 2013 18:03

Da jeg stod på Musikhusets scene skærtorsdag den 28. marts, og så ud
over publikum, hørte jeg Richards lille kluklatter og hans hvisken: Oh Schnappula, they do like me, don´t they?

Og
det kunne de, publikum, lide der Kammersänger, som takket være
Musikhusets tekniker og fornemme anlæg, i højeste grad var ved stemme.
Han gav os operaer, Lieder og naturligvis Dein ist mein ganzes Herz.

Engang,
da han endnu ikke mestrede engelsk ret godt, gav han et interview, hvor
han forklarede om sin ikke helt lette indgang i sangens verden. Han
udtalte fyndigt,

I nearly did´nt was not a singer!



Bogen udkommer nu

Adda om Richard Posted on Mon, April 01, 2013 18:00

Richard Tauber. Fra kulissebarn til verdenssanger
udkommer nu. En lang rejse er slut. Jeg hørte hans stemme for første
gang for 66 år siden, da vidste jeg intet om hans person. Det gør jeg
nu. Jeg har levet ved hans side fra hans fødsel i Linz 1891 til hans død
i London 1948. Jeg har fulgt ham gennem to verdenskrige, og jeg har
fulgt ham fra hans altbesejrende succeser i Tyskland, Østrig og resten
af verden, indtil han som halvjøde blev Hitlers hadeobjekt nummer 1. Han
nåede at redde livet i 1933 ved i hast at flygte ud af Berlin, han var i
Italien, da Østrig med begejstring lod sig indlemme i det tredje rige.

Jeg har skrevet om eine Welt von Gestern, der slet
ikke er så langt borte som vi gerne vil tro. Jeg ser med agtpågivenhed
på udviklingen i Europa, hvor antisemitisme og bekymrende
højreekstremitisme vokser og truer de skrøbelige demokratier.

Men der Tauber lever. Nu også i en bog på dansk. Den første.



Richard Tauber

Adda om Richard Posted on Mon, April 01, 2013 17:59

Fra kulissebarn til verdenssanger.

Første bog på dansk om Richard Tauber. Udkommer i løbet af februar 2013.



Linz og Richard Tauber

Adda om Richard Posted on Mon, April 01, 2013 17:59

Efterårsrejsen gik til Linz, Prag og Berlin. Jeg havde en aftale med Nordico museet i Linz, der for nogle år siden på en aution erhvervede noget Nachlass, som det hedder på tysk, når man anskaffer sig noget fra en afdød.

Der
var breve, hans hustrus dagbog, programmer, hylder fulde af
presseudklip, og kasser fulde af billeder. Jeg tilbragte en dejlig lang
dag i hans selskab, og kunne henunder aften konstatere, at i forhold til
min bog om ham, var der ikke noget nyt, der skulle med. Alligevel var
det godt at komme ham nær. Endnu engang at konstatere, at min tenor ikke
kunne gå uden for en dør, uden et større presseopbud. Alle hans
bevægelser, alle hans koncerter, hans gøren og laden blev nøje fulgt, og
han var altid velvilligt og åbent indstillet over for offentligheden.

My beloved Richard died to day, skriver
hans enke i deres fælles gæstebog den 8. januar 1948 og meddelelsen
fløj verden rundt. Også den danske presse ofrede stor spalteplads.

Min
søde museumsarkivar sørgede for mig hele dagen med the, frugt og kager
og syntes det var dejligt at museet havde besøg af en dansk forfatter.
Samme forfatters mand gik iøvrigt til værks med videnskabelig omhu, da
jeg varsomt løftede Richards berømte monokel ud af dens etui, ligesom
jeg også sad med et par briller i hånden, som han sandsynligvis har
brugt, når han optrådte som Schubert.

Efter myten var Richard
næsten blind på det højre øje, derfor brugte han monoklen. Men den dyrt
erhvervede genstand viste sig slet ikke at have nogen styrke. Og da vi
efterprøvede brillerne, også dyrt erhvervede, var det venstre glas uden
styrke og det højre (efter min egen nærsynethed at dømme) omkring højst
minus fire.

Det lo vi meget af, men arkivaren blev vred. Ikke på
os, men på de dyrt indkøbte genstande, der måske slet ikke havde tilhørt
Richard. Vi foreslog, at de var originale, og at der Kammersänger sandsynligvis
slet ikke var så dårligt seende enda. Personligt tror jeg, myten
opstod, da han under første verdenskrig som helt ung mand påberåbte sig
et dårlig syn for at blive kasseret. Hvad han også blev.

Prag bød
på souvenirbutikker til kvalmegrænsen. Karlsbroen var smuk, og vi gik i
gåsegang. På en god dag påstås det, at den passeres af omkring 30.000
mennesker. I timen. Don Giovanni dukketeateret var morsomt. En lidt
munter version, hvor en Mozartdukke, der lignede ham meget, dirigerede,
flirtede med damerne, glemte orkesteret, drak noget vin, faldt i søvn,
og blev vækket. Dagen efter så vi den rigtige Giovanni på Prags
nationalopera. Så har vi været der, vil jeg sige om byen.

Berlin
var som altid rar. Sært, men det er den. Ingen charmetur op og ned ad
Unter den Linden, det hele er gravet op og det ser ud til at tage et par
år. To fotoudstillinger gjorde indtryk, Diane Arbus og Dennis Hopper.
Et obligatorisk besøg i Café Einstein, Kurfürstenstrasse 58. Villaen er
mig særlig kær, fordi den engang var ejet af filmskuespillerinden Henny
Porten, der var Richards gode veninde. Her har han gået op ad trappen,
tænker jeg, her har han sikkert givet en sang…

Rejsen begyndte med Tauber og sluttede med Tauber.



Richard Tauber

Adda om Richard Posted on Mon, April 01, 2013 17:58

Efter mange dages udendørsliv i solen sidder jeg igen i
arbejdsværelset og skriver. Dasedagene under parasollen er til ende i
denne omgang. Færdiggørelsen af Richard presser på, ikke af nogen ydre
deadline, men fordi jeg elsker mit redaktionsarbejde. Snart skal jeg
besøge hans fødeby Linz, hvor jeg er ventet på museum Nordico. Der
findes en stor samling Tauber Nachlass, efterladenskaber. Finder jeg noget, der skal med, kan jeg lave inserater på passende steder.

Richard sang skam også i Danmark. Det gjorde han lige før krigsudbruddet i 1939 og jeg skriver blandt andet:

-Naturligvis
er man også i Danmark særdeles interesseret i ham, og musikforlaget
Engstrøm og Sødring har længe arbejdet på at få ham til landet. Man
håber at få to koncerter, en i Aarhus og en i København. Den 9. juli
skriver Aarhus Stiftstidende,

Richard Taubers gæstespil er
gået i orden. Han synger ved en koncert søndag den 23. ds. Kan han synge
endnu? Der vil stå en vis spænding omkring Taubers koncert, der bliver
den eneste i Danmark. Kan Richard Tauber synge endnu – eller kan han
ikke? Skal man tro englænderne, er han stadig en sanger af det store
format. Efter tyskkernes mening er han for længst forbi.

…Efter
omvæltningen i Tyskland dalede hans stjerne pludselig, og han
udvandrede til England, hvor han har et vældigt navn. Hans koncerter i
Albert Hall i London samler hundredetusind tilhørere og han synger
stadig ved de store operaforestillinger i Covent Garden.

Oh
ja, siger jeg! Så sandt, at Richards stjerne var dalet i Tyskland! Og
hvor bemærkelsesværdigt så sart avisen forholder sig til grunden, som
man bestemt ikke er uvidende om. Men Danmark skulle jo nødigt pådrage
sig sin store nabos vrede ved at skrive om jødeproblemet.

Han kom! Han sang! Og han sejrede. Men ikke i Aarhus. Der var kun råd til en koncert og den blev afholdt i K.B.Hallen.



Richard Tauber

Adda om Richard Posted on Mon, April 01, 2013 17:57

Generalsekretær for Kulturkammeret i Berlin, Statskommissær Hans Hinkel har forlængst Richard under A på sin liste over de, der skal udryddes: Ausmerzen. Richard står opført som typisk jødisk klovn, han står under J som jøde og under V som Volksschädling,
samfundsskadelig. For Hinkel er Richard alt det, der er det mye
Tyskland væsensfremmed. Hvor nazisterne end kigger hen, ser de jøder.
Digtere, tænkere, dirigenter, musikere, skuespillere, dansere, sangere,
forfattere. De er uttallige, hele den tyske kultur er infiltreret. Der
må ryddes op. Det bliver der blandt andet ved den store
bogbrændingskampagne, der finder sted over hele Tyskland den 10. maj
1933. Der er fakkeltog og taler og sang, mens omkring 25.000 bøger
kastes på bålet.

I Berlin taler Goebbels ved ceremonien på
Opernplatz og annoncerer, at nu kan den tyske folkesjæl atter udtrykke
sig. Flammerne oplyser ikke kun enden på en æra, de lyser op for en ny.

For hvert forfatterskab, der kastes i flammerne , giver Goebbels en begrundelse, som for eksempel disse:

Karl Marx, for klassekamp og materialisme.

Heinrich Mann og Erich Kästner, for dekadence og moralsk forfald.

Sigmund Freud, for overdrivelse af ubevidste impulser og destruktive analyser af det menneskelige sind.

Erik Maria Remarque, for litterært forræderi af soldaterne under første verdenskrig.

På det tidspunkt har Tauber reddet sig til Wien.



Richard Tauber

Adda om Richard Posted on Mon, April 01, 2013 17:56

Der Kammersänger

Jeg har altid fornøjet mig ved anden
gennemskrivning af mine bøger. Noget bliver kasseret, andet bliver
tilføjet og uddybet. Sådan går det også til med Tauber. Lige nu befinder
vi os i die Goldene Zwanzigers Berlin, hvor Tom Kristensen
aflagde et besøg i 1921. Det gjorde ham åbenbart så forskrækket, at han
skrev et digt: Nat i Berlin, hvor han forestiller sig vilde,
prostituerede kvinder bryde gennem hans låsede dør for at … uh ha da.
Tom Kristensen var Danmarks provokerende, erotiske og alkoholiserede
digter, der skrev Hærværk så det bedre borgerskab korsede sig.
Men Berlin ku han ikke klare. Dens natteliv var for voldsomt og obskønt
for en i bund og grund pæn dansker.

Men ikke for min Richard. Hier fühl Ich mich zu Haus,
synger han og færdes lige autentisk blandt borgerskabet, kabareternes
natteliv, koncertsalene og operahusene. I 1926 ligger Berlin for hans
fødder, da han optræder i Franz Lehárs operette, Paganini. Lehar har skrevet den til ham, og Gern hab Ich die Frau´n geküsst, bliver et verdenshit. I dag kan teksten sandsynligvis få rabiate feminister til at skumme fråde.

Men jeg lader mig hellere end gerne kysse…

Gern hab Ich die Frau´n geküsst, hab´nie gefragt, ob es gestattet ist.

Dachte mir, nimm sie dir.

Küss sie nur, dazu sind sie ja hier!

Men jeg lader mig hellere end gerne kysse…

Vi skal videre ud i natten, Richard og jeg.



richardtauber.dk

Adda om Richard Posted on Mon, April 01, 2013 17:56

At jeg skulle komme til at købe domænenavnet richardtauber.dk skyldes
en klog veninde. Tænk, at det gør mig så lykkelig. Det ville jeg aldrig
selv have tænkt på. Der er masser af richardtauber.de, og jeg finder
side op og side ned om ham, men at jeg nu “ejer” ham her i DK
er vidunderligt. En anden klog veninde vil hjælpe mig videre med at
koble min hjemmeside, denne blog og tauber sammen. Desværre har jeg det
med at gå i koma, når ting på nettet går hen over mit hoved og jeg ikke
kan finde ud af nogenting.

Min Richard får en temmelig turbulent
entre til livet. Mor Elisabeth, der er soubrette – hvis nogen ikke ved
hvad det er, betyder det sangerinde i den lettere klasse, og gerne med
et godt udseende. Det har Elisabeth, et godt udseende, og en god lille
stemme, og selv om hun er omkring fyrre og faktisk forlængst har
passeret ungpigerollerne, kan de stadig bruge hende på Linzer
Landestheater.

Elisabeth er gravid. Hun har gemt maven under
omfangsrige skørter, for en sangerinde vil omgående blive afskediget,
hvis hun er med barn. Ni måneder tidligere har en tretten år yngre
skuespiller, Richard Anton Tauber, holdt hende i sine arme og hemmeligt
overnattet hos hende. Så rejste han til USA og aner intet om
faderskabet. Nu står Elisabeth på scenen og synger en lille munter sang,
der dog af og til lyder lidt presset, mens hendes mandlige partner, der
som den eneste kender hendes hemmelighed, dækker for den sø, der ligger
under hendes skørter. Vandet er gået, hun får sunget færdigt og afstår
fra bifaldet, han får hende ind i en drosche, der hastigt kører til
hendes lille logi, et værelse på hotel, Zum Schwarzen Bären, (der i dag
er et fornemt hotel i Linz, der slår sig op på, at her er
verdenstenoren, Richard Tauber født. Jeg skal til Linz i efteråret og
besøge hotellet.)

Tilbage på sporet, en halv time efter at forestillingen er slut, kommer Richard højt vrælende til verden

Datoen er den 16. maj 1891.

fortsættelse følger



Next »